En tidsånd krydser sit spor

Supertanker er en gruppe af urbanister, der skød op fra en sprække i 00’ernes tidsånd med fornyet fokus på byliv og nærdemokrati. Mere præcist blev gruppen dannet i 2003 som reaktion på byomdannelsen i Københavns havn – og debatten herom. Livet i byen og livet i debatten om det blev på den måde hurtigt en stærk, rød tråd i vores praksis, der i de følgende år gennemgik flere metamorfoser i forhold til vores rolle i byudviklingen. Nu er tidspunktet kommet for at se på vores værker og roller i forhold til, hvordan vi ikke mindst gennem sidstnævnte har ageret i forhold til den ur-politiske relation mellem liv og debat.

Overlegen mestring – og dillettantisk makværk på kanten af den urbane industri

Den græsrodsprægede start som byudviklingslaboratorium, der hele tiden havde den akademiske rolle og kultur med som følgesvend eller blind passager, blev således hurtigt suppleret med rollen som konsulent, hvor afprøvningen af de udviklede metoder fortsatte. Vi eksperimenterede ligeledes med rollen som selvstændig, erhvervsdrivende fond med et advisory board af mere eller mindre etablerede byeksperter. Derudover har vi nu også i over 10 år været meget aktive som boligsocialt sekretariat på Københavns Vestegn.

Engagementet gennem forskellige roller har indebåret udviklingen af nye praksisformer inden for byplanlægning, borgerdeltagelse, lokalsamfundsudvikling samt forskning og undervisning. Supertanker kan på den måde fremvise et ganske imponerende cv, men vores praksis har i realiteten også varieret stærkt mellem nødtørftig indretning af faldefærdige, ‘vage’ rum og facilitering af højt profilerede debatter; mellem dilettantisk makværk og overlegen mestring; mellem naivt pauseklovneri i den urbane industri og strategisk udforskning og politiseren på kanten af den.

Det vigtige her er ikke så meget den varierende kvalitet i vores praksis, men oplevelsen af en stadig mere gennemtrængende eksistens på tværs af faglige miljøer og politiske fløje af, hvad vi karakteriserer som den urbane industri. Industrien producerer så forskellige produkter som billeder, byliv, etagemeter, fortællinger, inddragelsesprocesser, kandidater, mobilitet, oplevelser, planer, politikker, tegninger, uddannelser, udstillinger, viden samt, ikke mindst, økonomisk afkast. Det, der binder industrien sammen på tværs af dens forskellighed, er, at byen håndteres som en ting, produkt eller vare i en organisations, institutions eller virksomheds virke snarere end et kollektivt vilkår for og værk skabt af liv, der leves i byen.

Den urbane industri har derfor også et problematisk forhold til ikke blot politik, men også personlig erfaring. Forholdene omkring byens udvikling bliver i den pragmatiske del betragtet som en etableret størrelse, hvor det blot handler om at optimere fx Københavns udvikling inden for et allerede givet mulighedsrum – uden at stille spørgsmål til betingelserne i dette rum. Den mere kritiske fløj låser sig ligeledes fast i en rigid diagnose af byudviklingen og konstruerer feltet af aktører i en os-dem-retorik, der kun giver plads til én reel form for politisk kritik.

 

Vi har selv mærket det. De forskellige positioner, vi har indtaget, har hver især muliggjort og umuliggjort en urban udfoldelse svarende til vores faglige og kulturelle kernefornemmelse.

 

fordrer et fagligt modspil.

Afkobling af den personligt erfarede sammenhæng

Erfaring som cv-lir eller som samfundsskaber

Vi har i vores virke høstet et hav af erfaringer, som kunne omsættes i kompetencer på cv’et der kunne spredes strategisk i den urbane industris LinkedIn-kanaler, og vi har skabt en lang række produkter, som kunne sælges videre til andre aktører i den urbane industri. Men hvis vi tager en hurtig panorering ud over det faglige landskab, så tænker vi, at dette hverken er eller bør være det første og fornemmeste mål for anvendelsen af vores udviklede faglighed inden for det urbane felt.

 

Så i stedet for at bringe erfaringer, kompetencer og produkter i spil i endnu et hyperventilerende cv, så ønsker vi at bringe vores særlige erfaringer et skridt videre i en artikulering over for den udvikling, vi har set i fag og samfund siden vores stiftelse.

Det er en indlysende mulighed – og et lige så indlysende ansvar.

Vores erfaring er ikke unik – men den kræver at blive håndteret unikt

Der er isoleret set ikke nødvendigvis noget særligt unikt i vores erfaringer. Som sådan kan der findes mange beslægtede praksisser i de seneste årtiers København. Der er lige meget urbant råstof i vores erfaringer som så mange andres. Hvad der måske kan være en lille forskel er den oplevede, indre nødvendighed af at manifestere de personlige erfaringer med byudvikling à la copenhague på erfaringernes egne præmisser – og ikke, som skummet fløde i andres arenaer i form af pragmatisk rådgivningsvirksomhed eller loyalt arbejde i politisk styrede organisationer eller i en akademisk verden med stadig ringere integritet mellem det personlige virke og den institutionelle praksis, det indgår i.

Og vi har i vores hidtidige praksis allerede tyvstartet den nødvendige manifestation med små og vage skridt.

En tidsånd krydser sit spor

Ud over det stærke fokus på livet i byen og livet i debatten om den, så har en rød tråd i vores praksis været forbindelsen mellem vores personlige erfaringer og udviklingen af stadig nye procesredskaber, forestillinger om byen og videnskabelige begreber om det samme – offentliggjort i diverse skrifter, oplæg og visualiseringer. Alt dette er selvfølgelig guf for ethvert cv ude på den urbane industris evige jobjagtmarker, men i forsøget på at gøre det til mulige momenter i en praksis hinsides den urbane industri, vil vi på disse sider krydse vores tidligere skridt i det urbane domæne for at vise, hvad et virke i dagens Danmark gør ved netop vores form for faglighed; for at bringe ånden fra vores erfaringer i det små med videre ind i forestillinger om noget større.

 

Advertisements
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close