Byen

Det København, som vi har arbejdet i i de forløbne år, har ændret form i en grad, som næsten ikke er til at tro. For bare at tage afsættet for vores virke, havnen, så lå det allerede i støbeskeen, og var én af grundene til vores dannelse, at den skulle omdannes fra udtjent og udtømt industrihavn til en tiltrækkende lokaliseringsmulighed for boliger, domiciler, kultur og rekreation. Ikke mange af de områder, som vi fotoregistrerede før vores første workshop i juni 2003, ligger uberørte tilbage. Omdannelsen har været enorm.

Livet i byen – og i debatten om den

Vi har fra starten af haft en stærk omend vag fornemmelse for, hvad der var undervejs, hvad der var ved at forsvinde og hvordan forandringen udfoldede sig fra Tippen i syd til Nordhavnen i nord – økonomisk, kulturelt, socialt og, ikke mindst, politisk. Vi har løbende bidraget, deltaget, kommenteret, kritiseret, reflekteret og mobiliseret. Vi har forsøgt at formulere os om det i diverse indsigelser, artikler, rapporter, oplæg og høringer. Og vi har gradvist udviklet vores formuleringer fra de vage fornemmelser, de startede som, til klare koncepter, billeder og begreber, der i stadig større grad, og med stadig større styrke og klarhed, har vist, hvad der egentlig har været og er på spil for os. Så hvad er hovedtrækkene i den urbanisme, som den hårde og hårdt arbejdende kerne gradvist har udformet gennem de forløbne år? Hvordan kan de mange oplevelser, erfaringer og projekter tages op på et mere generelt niveau og bruges som en helt essentiel udfordring til debatten om byens udvikling?

Fra de første, spæde skridt har der været to momenter i vores perspektiv, som også, men ikke kun, var en blind afspejling af tidens fyndord:

• Liv i byen
• Liv i debatten om den

Det første punkt har været fast på policy-dagsordenen fra bylivs-fænomenet blev genopdaget i starten af 00’erne til nutidens fuldt udfoldede marked for kreativitet og oplevelser. Det er i sig selv skabt til at blive integreret i formel policy, hvis ikke man gør sig umage med også at tænke det som ‘livet i byen’ – dvs. også med blik for vilkårene for at leve i byen. Det andet punkt, derimod, har konstant været en sten i skoen på ‘bylivs’-perspektivet. Selvfølgelig er der siden 00’erne blevet udviklet en sulten slavehær af glade, borgerinddragende workshopgøglere, der tjener til dagen og vejen ved at sætte liv i kludene en given dag i en given forsamlingssal blandt spørge- og virkelystne borgere, men punktet lægger alligevel op til at diskutere vilkårene for at deltage i en reel, politisk debat om byens udvikling. Graden af opmærksomhed omkring den spænding har udgjort en skarp grænse mellem det urbane prækariats inddragelsesgøglere og de mere aktivistiske dele af den bykultur, der har været under rivende udvikling i perioden.

Supertanker, den urbane industri og byen

Vores bidrag til en mere politisk bevidsthed om udviklingen i København kan skæres ind til at handle om spændingen i disse punkter – og den vender en kritisk brod mod både vækst- og velfærdsperspektiver, både det kreative og det kritiske perspektiv, hvad enten disse perspektiver er forankret i byrelaterede miljøer i den akademiske sektor, i byudviklingsbranchen eller i den offentlige forvaltning – det som vi samlet karakteriserer som den urbane industri. Det vigtige ved opsamlingen på vores oplevelser, erfaringer og løbende udsagn er imidlertid, at vi kan se, at vi ikke bare står i modsætning til disse, meget dominerende poler i diskussionen om byens udvikling – selv om modsætningen er reel og gensidig.

Mens eksponenter for byudviklingsbranchen og den offentlige forvaltning har set vores perspektiv som kritisk ud over det nødvendige, så er vi blevet kaldt ‘cappuccino-aktivister’ eller ‘julemænd’ af den kritiske fløj. Flere ting er vigtige her. For det første må vi understrege, at hvis man endelig skulle bruge en koffein-holdig drik som metafor for vores praksis, så må det være caffe latte (vi taler om hipster-drikken, før ‘drip coffee’ blev det nye sort). Men vigtigst er dog, at vores perspektiv er blevet anskuet diametralt modsat af de forskellige miljøer. Det er en understregning af vagheden i det perspektiv, som har været under udvikling i vores praksis – på trods af den konsekvente plæderen, aktiveren og faciliteren for byens urbanitet. Urbaniteten kan på overfladen synes at være en koncentration af enten hedonistisk lir, samfundsværdier og konflikter, men er samtidig netop det, som, med den rette håndtering, kan lære os at bo sammen i byen – og indgå i åben og jævnbyrdig dialog og forhandling om dens udvikling.

Byen?

Vores urbane perspektiv har fremgået i al sin vaghed i vores processer, skrifter og andre værker. Her hvor vi krydser vores spor, vil vi forsøge at hæve os op over den daglige pragmatik og samle op på de vigtigste facetter i vores anskuelse af byen.

Stay tuned!